Bor man i den bæredygtige landsby Nye i det nordlige Aarhus, er der flere gode ting i sigte. Den længe ventede Ravnbakkeskole forventes at åbne i august 2026. Et samlingspunkt for det nyetablerede lokalsamfund. Nu tyder det dog på, at det ikke blot er en skole, som beboerne kan glæde sig til. Kommunen har nemlig fået anlægsbevilling til et udendørs idrætsanlæg bestående af tre græsboldbaner, en kunstgræsbane samt rekreative områder, der skal give plads til fordybelse og leg i naturen.
Af Marie Hvid Jespersgaard
10 kilometer fra Aarhus centrum og en halv kilometer vest for Lystrup ligger Nye. En bæredygtig landsby hvor målet fra start var et lokalsamfund, der er bygget op omkring et aktivt friluftsliv, lokalt engagement og fællesskab. Nu bliver byen endnu rigere på netop et lokalt fællesskab og initiativ. I 2026 står et stort og nyt idrætscenter klar i Nye. Århus Kommune har skrabet næsten 13 millioner sammen til at etablere de nye udendørs idrætsfaciliteter, der blev vedtaget i lokalplanen fra 2023. Nu har kommunen fået anlægsbevilling og byggeriet kan begynde. 38-årige Julie Mikkelsen har boet i Nye med sin mand og to børn i to år. For hende er opføringen af idrætsanlægget en altafgørende beslutning:
”Det er vigtigt for mig, at mine børn kan gå til sport og fritidsaktiviteter i lokalområdet. Det er enormt gode nyheder, at kommunen har fundet penge til, at det nu kan lade sig gøre”.
Byen tog sin spæde start i 2016, da tømrer og bygningskonstruktør Jørn Tækker købte jorden syd for Elev af en lokal landmand. Siden da er udviklingen gået stærkt, og i dag bor der næsten tusinde århusianere i den nye landsby i storbyen. Typisk er byudviklinger et kommunalt anliggende, men da Nye er et privat initiativ, skabes nye muligheder og målsætninger for en by og et lokalsamfund med et fundament af bæredygtighed og fællesskab.
Den indstilling, som er er blevet vedtaget i Århus Byråd, sætter flere ord på byggeriet, og hvorfor det er vigtigt for byen. Projektet understøtter nemlig flere af Aarhusmålene, som kommunen stræber på at opfylde. ”En bæredygtig by med gode by- og lokalmiljøer”, ”En by med fællesskab og medborgerskab” samt ”En by, hvor alle er sunde og trives” er tre vigtige mål, som det nye idrætscenter i Nye vil opfylde.
Tal fra Danmarks Statistik viser en tydelig tendens. Foreningslivet er vigtigt for danskerne. I storbykommuner, herunder Århus Kommune, var halvdelen af befolkningen medlem af en idrætsforening i 2023. Netop af denne grund er det en vigtig milepæl og et punktum for fortællingen om Nye, at foreningslivet nu kan rykke ind og skabe et vigtigt fællesskab i form af foreningsliv i en ny idrætsforening.
Letbanestoppet i Nye binder byen sammen med resten af Aarhus og Djursland. Med 28 minutter til Dokk1 og 11 minutter til Universitetshospitalet er du ikke langt fra alle storbyens tilbud og muligheder. I dag bor der 800 mennesker i Nye, men man regner med, at dette tal vil stige til op til 10.000 inden for det næste årti. I Nye har Carsten Hensberg startet NYMA, som er en blanding af indkøb og cafe. For ham er opførelsen af skole og idrætscenter det næste skridt i byudviklingen:
”Mange familier har købt ind på Nye i håbet om en stor, ny skole med tilhørende idrætsanlæg og et velfungerende foreningsliv. Vi glæder os over, at det nu er en realitet, som alle os i Nye kan se frem til”.
Med storbyen i forhaven og naturen i baghaven er bæredygtighed det vigtigste punkt på Nyes dagsorden. Når foreningslivet flytter ind i Nye, sættes et punktum ved visionen om et socialt bæredygtigt lokalsamfund.