I Sverige bliver der taget prøver af sovende bjørne, i et forsøg på at finde løsninger på nogle af de udfordringer vi mennesker har fået med vores moderne livsstil. Løsninger der forsøges fundet gennem forskning.
Af Palle Haurum Schriver
På AUH forsker Ole Frøbert blandt andet i, hvordan man kan mindske risikoen for blodpropper og liggesår. En del af denne forskning foregår ved, at man tager blod- og vævsprøver på brune bjørne i Sverige. En kobling som ikke umiddelbart virker logisk, men læge Ole Frøbert, undrede sig over at bjørne ikke får hverken blodpropper eller liggesår når de går i vinterhi.
“De ligger i månedsvis uden at der kommer skader, et menneske kan ikke få armen i gips uden at miste muskelmasse” siger Ole Frøbert.
Ingen opbakning
Al denne undren gjorde, at han gik i gang med at forske i de brune bjørne. Hans studie var grundlæggende anderles end “normal” forskning. Her var det raske bjørne, som ikke var syge man brugte. Normalt ville man tage nogen, der var syge og forsøge at gøre dem raske. Ole havde mange spørgsmål og få svar.
Han allierede sig derfor med nogle biologer som også delte hans undren. For at han kunne gennemføre projektet, søgte han støtte i både ind- og udland. Der var ikke den store opbakning til at støtte hans projekt. De gav dog ikke op, og for få midler fortsatte de deres undersøgelser.
Resultater giver penge
Efter 12-13 år kom der et gennembrud. Man fandt en mekanisme som sænkede risikoen for blodpropper. Denne opdagelse afledte en artikel i “Science” og et stort gennembrud for forskningen i blodpropper.
Efter denne udgivelse var der nu flere, der ville bidrage med midler til den videre forskning: “Det har betydet at vi nu hurtigere kan få taget og analyseret vores prøver, og derved hurtigere får svar på om hvilken retning vi skal fortsætte i,” fortæller Ole Frøbert
Hans historie er et eksempel på, hvorfor det er vigtigt at bevare en åben og undersøgende tilgang til, hvad der er værd at bruge penge på at undersøge. Den er også et godt bud på, hvorfor det er vigtigt at bruge penge på forskning. Også den slags der måske ikke lige giver mening ved første øjekast.
Fondsmidler
Aarhus universitetshospital har sammen med Aarhus universitet, modtaget 100 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond. Pengene der gør det muligt at forske i nye og bedre behandlinger til gavn for alle i Aarhus nord, og måske også i resten af verden, er blevet fordelt ud på 37 forskellige projekter. så man kan fortsætte den verdensklasseforskning der bliver lavet i Aarhus Nord.