Stadionflytning til Vejlby: ”Man har måske haft lidt for travlt og ikke overvejet konsekvenserne”

Det midlertidige stadion i Vejlby, der skal husere 12.000 fodboldglade tilskuere skaber bekymringer for de lokale i området.

Af Markus Risgaard

Mobiltribunerne på projektet tager form. Foto: Markus Risgaard

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, at det blev offentliggjort, at det er Vejlby stadion, der skal danne ramme om AGF’s superligakampe, mens det nye stadion i det sydlige Aarhus bliver bygget. Et projekt på størrelse med dette kommer sjældent uden problemer.

Claus Bruun fra Egå, der har fulgt AGF siden 1960, mener ikke at parkeringsforholdene omkring Vejlby stadion kan rumme de 12.000 tilskuere, der fra slutningen af februar 2025 kommer for at se fodbold: ”Der bliver et stort pres på de forholdsvis få pladser der er her, så der kan jeg godt forestille mig der bliver et problem”. En problematik der er til at få øje på, når man bevæger sig rundt i kvarteret omkring stadion. De fleste parkeringspladser er forbeholdt beboere, så man kunne forestille sig, at der bliver pres på de lokale villaveje, når AGF’s kampe skal afvikles.

En bekymring som Jakob Søgaard Clausen, der er medlem af byrådet i Aarhus Kommune, også deler: ”Det har også været min bekymring, at det netop ikke er et område, der er gearet til store events”. Bakken Bears der spiller i Vejlby-Risskov hallen lige ved siden af Vejlby stadion kan huse 1800 tilskuer til deres basketballkampe, og allerede her har der været pres på parkeringsfaciliteterne.

Claus Bruun har selv valgt at benytte sig af et alternativ til bilen, når han skal ud at støtte byens hold: ”Derfor har jeg besluttet mig til for mit eget vedkommende, at jeg cykler hertil, når jeg skal se hjemmekampe”. Noget man måske burde overveje selv at gøre, hvis man skal en tur forbi en af AGF’s hjemmekampe i Vejlby.

De omkringliggende villaveje og haveforeninger giver ikke just bedre muligheder for parkering. Fotos: Markus Risgaard

Overvejelserne bag beslutningen

Når man nærstuderer området, kan man godt forstå de lokale borgeres bekymringer omkring projektet. Jakob Søgaard Clausen fortæller, at man måske har haft lidt for travlt med at finde en midlertidig lokation til AGF’s stadion: ”Det er især noget, der kørte med den tidligere borgmester Jacob Bundsgaard i spidsen, og man har måske haft lidt for travlt med at få fundet en midlertidig placering og ikke overvejet så meget, hvilke konsekvenser, det kunne have for lokalområdet”.

Han afviser samtidig, at man har truffet en forkert beslutning ved at placere stadionet i Vejlby: ”Jeg ved ikke, om det er en forkert beslutning at ligge det der, men jeg tror i hvert fald ikke, at man har haft så stor opmærksomhed på, hvad det betyder for et lokalområde, og hvordan man tager ordentlig hånd om konsekvenserne”.

AGF spiller første hjemmekamp på det nye stadion den 23. februar 2025 mod de rød og hvid stribede fra AaB.