Storcenter Nords juletræ er pyntet med børns juleønsker

Julen er hjerternes fest, og i år pyntes juletræet i Storcenter Nord af en masse hjerter. Alle er fyldt med juleønsker fra udsatte børn, som gæsterne i storcenteret kan hjælpe med at opfylde. 

På Ønsketræet i Storcenter Nord kan børn, hvis forældre har søgt om julehjælp, hænge deres julegaveønsker. Foto: Dagmar Richter Lassen

Af Dagmar Richter Lassen 

Juleaften forbindes for nogle børn med en stor bunke julegaver under juletræet. Men andre børn har måske allerede nu ondt i maven over, at deres forældre måske slet ikke får råd til julegaver. Men igen i år pyntes juletræet i Storcenter Nord af hjerter med juleønsker fra børn, hvis familier har søgt julehjælp. Juleønskerne rummer alt fra en dreng på tre år der ønsker sig en cykel med støttehjul, til en pige på tolv år der ønsker sig hvide vinterstøvler. Gæsterne i storcenteret kan hjælpe med at opfylde julegaveønskerne ved at plukke hjertet, købe gaven og aflevere den indpakket med hjertet på. Konceptet kaldes ønsketræet, og bliver lavet i samarbejde med Julehjælpen, som også sørger for at gaverne kommer frem til de rigtige.  

Nanna Jo på 35 år er en af dem der har opfyldt et af juleønskerne på ønsketræet. Det er faktisk blevet en tradition for hende at opfylde ønsker på træet med hendes døtre: “Jeg syntes at man som forældre har lidt et ansvar for at lære sine børn, at det ikke er alle, der er lige så heldige.”  

Nanna Jos to børn er med til at opfylde julegaveønsker fra mindrebemidlede børn. Foto: Nanna Jo

Julehjælpen har arrangeret sådanne ønsketræer i flere år. Både i storcentre, men også ved virksomheder. Birthe Bech, teamleder i Julehjælpens sekretariat, fortæller at ønskerne på træet faktisk kun er en bonus til julehjælpen som familierne allerede har søgt. Gennem Julehjælpen har familierne allerede mulighed for at søge 1-2 gaver gennem en portal. Der er derfor ingen garanti når de udsatte familier sender ønskerne ind til Julehjælpen. Men der er også mange ønsker på træet, “vi er på den gode side af 100 ønsker hvert år.” 

Antallet af folk der søger julehjælp i Danmark er også steget de seneste år. Sidste år søgte 24.000 familier om julehjælp ved Mødrehjælpen. Antallet af ansøgere vil også stige i år, mener Anne Hougaard, formand for Mødrehjælpens Aarhusafdeling. Hun tænker, at det er på grund af inflation: “vi kan også selv mærke hvor dyre priserne er ude i butikkerne. Jeg tror simpelthen det er det der strammer økonomien.” 

Nanna Jo mener, at det er vigtigt at snakke med sine børn om, at det ikke er alle familier, der har det nemt i den søde juletid. Ønsketræet er netop en oplagt mulighed for at tage disse samtaler: “Vi snakker om, at der er børn som har ondt i maven i julen, fordi at de ikke kan komme i skole eller børnehave og fortælle at de har fået en masse gaver.” 

,